Hvem nyder ikke en dejlig spindende kat cirklende omkring sine ben eller et dejligt bedende hundeblik?

I 30 år havde jeg min egen familie af langhårede gravhunde med opdræt af hvalpe. Gravhunden er så absolut  "my favorite dog" . Der er intet skønnere end en gravbasse, uanset hårlaget. Den er superintelligent og en rigtig charmetrold.

Så for en 10-12 år siden kom min datter hjem med en "rideskolekattekilling".  Det var længe siden der havde været kat i huset, men den var så sød og fræk at vi beholdt den. Gravhunden Sisse og Amanda blev gode venner, men pludselig var Amanda væk og vi var rigtig kede af det. Der blev kaldt rundt omkring i mange dage, men hun kom aldrig igen - og hun var heller ikke kommet tilbage på rideskolen.

Efter nogle måneder fik vi tilbudt en anden killing og sagde ja til Sebastian, en silkegrå hankat, og da hans søster ikke var blevet afhentet da de var gamle nok til at skifte hjem ,fik vi også Cirkeline, som var en tabby mønstret hunmis. Da gravhunden Sisse blev syg og døde (desværre barnløs) besluttede vi  - og det holdt virkelig hårdt - ikke at købe en anden hvalp.
Nu havde vi jo de to misser. Sebastian blev stor og stærk og var den mest selskabelige af de to; Cirkeline var en lille fin, noget reserveret, dame, som fandt sig de mest utrolige steder for at gemme sig. De to misser havde desværre ikke så langt, men et rigtigt godt liv; Sebastian blev 8 år og Cirkeline 9.

I foråret 2008 ville jeg så gerne have kat igen og fik via dba en stor hunkilling "Venus". Hun skulle skifte hjem p.g.a. opstået allergi. Hun ligner lidt efter Amanda, som også var "multi-colour", og Venus er simpelthen noget af de sødeste man kan tænke sig. Superkælen og meget talende og så har hun de smukkeste øjne.
Hun fik sådan et kattemiljø med og det bruger hun rigtig meget. Det er et syn for guder når hun ligger der i sin hængekøje og har overblik over det hele. Hendes lange ben stritter ud til alle sider. Man kan se hun nyder livet.